Helligåndskirken

Generelle oplysninger

Historier fra det virkelige liv:

Hvad har vi oplevet omkring Helligåndskirken, og hvorfor er vi her stadig...

Helligåndskirken er en aktiv kirke. I kirkens vision hedder det: "Et kristent fællesskab, som er
aktivt, synligt, opsøgende, åbent for alle".

Sådan har det altid været i Helligåndskirken. Der er så mange frivillige engageret i arbejdet blandt børn, unge, voksne, ældre, besøgsvenner, uddeling af kirkeblade o.l. På adresselisten over aktive frivillige medarbejdere i alle arbejdsgrene står ca. 380 navne og adresser. Nogle går dog igen, idet de er engageret som frivillige mere end ét sted. Men det betyder alligevel, at 224 forskellige mennesker er opført som frivillige medarbejdere ved Helligåndskirken. Det er en gave og vores største rigdom ved Helligåndskirken.

I 2004 brugte vi lidt tid ved adventsfesten for alle de frivillige til at hver især kunne fortælle netop sin historie: hvorfor kommer jeg i Helligåndskirken, og hvad har jeg oplevet dér? Det kom der en ganske spændende buket ud af. Nogle bærer et navn, andre ikke, men alle er fortalt i grupperne i december 2004.

------------------

For 18 år siden skulle jeg besøge en af mine venner, jeg var her i ca. 6 måneder. Jeg gik hver dag forbi Helligåndskirken, men jeg vidste ikke at bygningen her var en kirke, fordi:
- Kirker i mit land er altid med højt tårn og klokke, det har (havde) kirken her ikke.
- I mit land bygger vi aldrig kirke og værtshus ved siden af hinanden.
Der var derfor meget sjovt, at finde ud af at huset her var en kirke.

Heidi

Jeg har fået begge mine børn døbt og min ældste konfirmeret her i Helligåndskirken.
Alle traditionerne omkring dåb er kommet til at påvirke os f.eks. markering af dåbsdagen.
I det hele taget har jeg aldrig boet i et sogn, hvor kirken var så meget sognebørnenes sted.
Der er en synlighed og vedkommenhed som er helt unik.

Dorthe

Jeg kan huske engang, hvor vi havde været til gudstjeneste. Der havde været mange i kirke, 3 eller 4 der blev døbt, og det var en gudstjeneste med rigtig mange ting på programmet. Efter gudstjenesten gik vi, som vanligt ind til kirkekaffe. Da vi havde siddet lidt, kom Torben Tramm pludselig ind med lidt mere fart på end ellers og bad om ordet: Ja, I må meget undskylde, men jeg glemte vist at velsigne jer inde til gudstjenesten, så hvis I ikke har noget imod det, så gør jeg det nu. Og det havde vi selvfølgelig ikke noget imod.
Så vi tog imod velsignelsen inde ved kaffebordet.

---

Tidligere sognepræst Ruth Jeppesen havde inviteret en kardinal på besøg her i Helligåndskirken. Det var meningen, at han skulle se kirken, men ved ankomsten tog Kardinalen fluks retning mod ”Kardinalen” – det lokale værtshus. Han blev dog venligt ledt i den rigtige retning.

---


Børnene i Puslingeklubben elsker gode historier. Da Anni engang fortalte om Jesu korsfæstelse var der helt stille, især da en af børnene spurgte: ” Hvad betyder at henrette!” – hvortil Anni svarede: ” Det betyder at slå ihjel”. Man kunne høre en knappenål falde til jorden. De var dybt opslugte.
Heldigvis var der jo en lykkelig slutning på historien.

---

I Puslingeklubben starter vi altid med at sætte tingene på plads – dåbskande – lys – bibel- salmebog og alterbog.
Vi når til alterbogen, hvori der står ”alle de bønner vi beder til Gud” – det blev denne dag til ”Alle de ting bønderne siger til Gud”

---

Ved Helligåndskirkens grundstensnedlæggelse, hvor både præster og biskop var til stede, var også Århus Stiftstidendes fotograf Ib Hansen mødt op for at fotografere begivenheden. Under sin store iver for at få de bedste billeder var Ib Hansen så uheldig at falde, og det gik ikke stille af. Han frembragte adskillige eder og forbandelser.
Det viste sig senere at han havde brækket benet i faldet.

---

I år 2002 var jeg så heldig at være med i udvalget, der planlægger Adventsfesten.
Ved denne lejlighed får jeg ideen, om at vi selvfølgelig skal danse om juletræet. Dette har siden været en fast tradition.

---

For 4 år siden blev jeg ringet op af Hanne (sognemedhjælper) fra Helligåndskirken. Hanne fortalte mig, at der var en iransk dame på Toftegården, som var meget ensom – hun havde ikke nogen at snakke med eller være sammen med. Hanne spurgte, om jeg ikke ville tage kontakt til hende og lære hende at kende. Det ville jeg gerne, og vi er blevet rigtig gode venner.
Der kom faktisk 2 gode ting ud af det her, nemlig at damen ikke længere er ensom, samt at en masse ældre damer fra området lærte lokalcentret at kende.

Mehrangiz

Jeg var her første gang for 1 år siden med mine børnehavebørn, det var ved juletid – vi var til krybbespil i kirken. Jeg var dengang meget ked af det, fordi der skete så mange dårlige ting i mit private liv. Jeg sidder så her i kirken og ønsker, at alle problemerne må blive væk.
Jeg kommer i kirken og tænder lys. I Iran har vi en moske, der kommer vi, når vi er kede af det. Det har vi ikke i Århus. Derfor er jeg glad for at komme i kirken og snakke med Gud.

Shahla

Jeg besøger en ældre dame i sognet, og bliver derfor hvert år inviteret til julehygge her i kirken. Det er 3. år jeg kommer til julehygge. Vi bliver altid respekteret af Helligåndskirkens personale uanset vores religion. (Fortælleren her er muslim).

Mehri

For 3 år siden blev jeg besøgsven for en dame på plejehjemmet.
Engang blev vi inviteret over i Helligåndskirken. Damen blev kørt over i kirken i sin kørestol, og hun frøs meget og blev ked af det.
Hun siger til mig, at jeg skal sige til personalet, at hun fryser meget.
Men så siger jeg til hende, hvordan skal jeg fortælle dem det, jeg kan jo ikke tale dansk, og så blev hun sur på mig.

Monire

Jeg blev døbt den 1. dec. af Henrik Oest og konfirmeret den 7. maj 2004 af samme præst.
Jeg har i den forbindelse også gået i K-klub.
Jeg har overværet mange barnedåb og har tilmed sunget i kor i denne kirke med organist Anders Gaden som leder.
Jeg har mødt en masse venlige og åbensindede mennesker.
Blandt andet har jeg for få gudstjenester siden, siddet ved siden af et kærestepar med et lille barn. Dette lille barn greb mine fingre og vuggede efter en tid sig selv i søvn.
Helligåndskirken er en enestående moderne, og alligevel en traditionel kirke. Den eneste kirke, som jeg har bundet et specielt bånd til.

Stella

Når jeg tænker på Helligåndskirken, tænker jeg på en kirke der summer af liv og aktiviteter. For alle aldersgrupper – børn, unge, voksne og ældre.
Når jeg tænker på Helligåndskirken, tænker jeg på en kirke, hvor præster og ansatte udstråler et engagement og ægte interesse og omsorg for de mennesker, der kommer i kirken.
Når jeg kører i bil med mine 2 børnebørn på 2 og 5 år– og vi kommer forbi Helligåndskirken, siger de altid begge to: ”Puslingeklubben”. Jeg har haft den glæde at komme i Puslingeklubben sammen med dem igennem nogle måneder – og jeg må sige, at jeg er dybt imponeret over det arbejde. Begge præster og organist møder op hver gang + en dejlig flok frivillige – både unge og ældre. Og hver gang får børnene en god oplevelse af at de er velkommen. Og ideen med en børnegudstjeneste er med til at give børnene en naturlig indgang til søndagens gudstjeneste.

Jonna

Min bedste oplevelse med Helligåndskirken, var da menighedsrådet på en af de årlige udflugter, var på besøg i Slesvig, hvor vi oplevede det engagement som kendetegner mindretals kirken syd for grænsen. Korets smukke sang i Flensborg Marie kirke, og den efterfølgende rundtur i Slesvig Domkirke. Delegationen fra Helligåndskirken var bærende på 2 kasser øl og en masse sandwich. En sjov og ikke helt passende måde at holde ”frokost i det grønne” på midt i Domkirken.

Erik

For 17 år siden, lige efter min pension, blev jeg for første gang i mit liv i, inviteret til julefest i Helligåndskirken. Jeg blev så forundret, at jeg ringede og spurgte om dette kunne være rigtigt! Svaret var : Ja, da du er en af de frivillige, er det rigtig og du skal være hjertelig velkommen !” – Det blev selvfølgelig en varm og god aften, efterfulgt af mange.
Mange tak for alt det gode I i kirken giver os ”lægfolk”.

Gudrun

Dette er godt nok svært, jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem der har fundet på denne ide, - skidt jeg prøver. Jeg er lidt ny her, startede på Højskoledage i efteråret 2003, dette i sig selv var en oplevelse, en dejlig atmosfære mødte mig fra første øjeblik. Efter at have mødt et par afvisende – denne stol er optaget – 3 gange, så fandt jeg en stol ved siden af en lille dame, hun udstrålede venlighed og imødekommenhed, vi faldt i snak med det samme og vi er blevet de bedste venner, kommer sammen privat og har det virkelig rart sammen. Mange oplevelser har jeg haft i den tid, jeg er kommet her, det er meget svært at fortælle om en enkelt, men…… måske burde jeg slet ikke komme her, jeg tror ikke på Gud, men Torben gør sit bedste for at overbevise mig, og der er også sket noget på den front, hvis man kan sige sådan. Men jeg elsker at komme her, der sker så mange ting – der kan være enkelte negative ting imellem, dem lære man også af , sådan er livet jo. Livet er jo ikke sort eller hvidt, vel.

Lillian

Jeg begyndte at komme her i kirken for 11 år siden. Nina Nielsen mente, jeg havde godt af at komme her. Mit forhold til kirken var ikke godt, men efterhånden fik jeg det lært. Bare det at bede Fadervor var en overvindelse. Torben og Henrik har virkelig lært mig det.

Jytte

Den første søndag, jeg kom til kirken satte jeg mig helt ude i siden, så kom Kaja Andersen over og spurgte, om jeg ikke ville sidde sammen med hende og Kirsten. Lige siden har jeg været så glad for alle de mennesker, jeg er kommet til at kende, og så er det så dejligt med det samvær i kirken.

Elin

”Kun” gode og dejlige oplevelser, i de få år vi er kommet i kirken, hvad enten det er til gudstjeneste eller andet.

Lissy og Kjeld

Da vi havde vandrekirken, var der en stak puder i våbenhuset til børnene, som så sad i gangen, så ved barnedåb kunne det være svært at komme ud, hvis man ønskede det.
Opstarten til vores nuværende kirken blev diskuteret hjemme i Helga Jensens stuer.
Selvom vi ikke kommer ofte om søndagen, har vi altid følt os meget velkommen.

Vivi

Min mand Børge husker, da kirken blev bygget. Ham og vores hund Biff fulgte med i det. Han husker da altertavlen kom i mange stykker, og at der manglede et stykke, det var blevet snuppet, måske af en der manglede et godt stykke keramik, til hvad mon? Hvor mon det stykke hænger i dag –

A. L. P.

Da jeg i 1999 flyttede til Helligåndssogn, kendte jeg ingen, men håbede på at få nogle nye bekendte. Kirkekaffen efter søndagsgudstjenesten var en oplagt mulighed. Men min første erfaring var, at det tog lang tid. Folk snakkede mest med dem, de kendte i forvejen. Men i efteråret 2000 måtte jeg indrømme, at man virkelig kan møde nye mennesker ved kirkekaffen. Jeg faldt i snak med en pige, der hedder Jenny. Efter en del kopper kirkekaffe – og meget andet – blev Jenny og jeg gift i Helligåndskirken i marts 2003.

Niels

Det slår én som ny i Helligåndskirken, at der er så mange frivillige, der hjælper til på alle fronter – der bliver løftet i flok - og mange ting er dermed muligt.

---

Jeg havde været i Helligåndskirken 2 gange før, til en barnedåb og et bryllup, så derfor var kirken et godt bud på en fremtidig stamkirke, da jeg flyttede til Danmark med min mand. Og ganske rigtigt. Første gang jeg sad her, havde jeg som gravid i forvejen let til tårer, og derfor begyndte jeg at tude, da jeg hørte de kendte danske salmer, akkompagneret af Anders’ kor og spil. Og siden har jeg elsket musikken i kirken. De dygtige sangere og Anders understøtter gudstjenesten på en måde, som kan mærkes.

---

Vi var ude ved Gellerupbadet sammen med juniorklubben, da nogen skød en grønt lysende nytårsraket efter os. De skød den hen ad jorden. Den ramte Lasse, og han fik et stort rødt mærke på halsen. Torben gik hen til de tre drenge og skældte dem ud. Lasse kom i avisen, hvor han viste det store ar.
Da vi kom tilbage til Helligåndskirken sagde han ganske sjovt: ” Nu kommer der vist til at ryge nogle hoveder af ”

---

Min bedste oplevelse i Helligåndskirken var uden tvivl, at holde min lille søn i armen, da han blev døbt.
Jeg husker Torbens smil (det rørte mig, som om den kom direkte fra himlen) og min drengs ansigtsudtryk – en dybsindig undren over det at blive Guds barn. Mon et 4-måneder gammelt barn forstår, hvad der foregår? Barnet ved det nok ikke, men hvad ved jeg om, det der foregår mellem himmel og jord, når et barn bliver døbt.
Men jeg er sikker på, at min søns ansigt lyste op i et sejrssmil: jeg tilhøre Gud Hvad kan der ske mig?

Andreas

I august 2000 flyttede vi til sognet. Den første søndag gik vi i kirke, hvor vi mødte Torben stå i kirkedøren og bød os velkommen.
Vi følte os rigtig velkommen. Inde i kirken kunne vi se himlen. Præsten stod med ansigtet til menigheden – og smilede under salmesangen. Det varmede og gav en stærk følelse af velkomst. Venlige medarbejdere styrkede varmen og oplevelsen af at her høre vi hjemme. TAK

---

Vi skulle på udflugt med menighedsrådet. Startede i menighedsrådslokalet med kaffe m.v. Der skulle samme formiddag være bisættelse – men organist og korsangere dukkede ikke op.
En af præsterne tog fat i mig - samt et par af de andre – og spurgte om vi ikke godt ville komme ind og synge, og vores tidligere kirketjener måtte sætte sig til orglet.
Organist og kirkesanger dukkede op – noget forsinket – alle kan jo glemme, eller?
Det var en af de pinlige historier.
Vi kom i øvrigt lidt senere af sted på udflugten, for ”vi vikarer” kunne jo ikke bare forlade vores plads – det ville være for pinligt i forhold til de pårørende.

Esther

Engang sidst i 70’erne, dengang Helligåndskirken lå på Snogebæksvej, og kirken havde en sognemedhjælper på halv tid.
Denne sognemedhjælper var lønnet af midler, som blev ”lavet” på det årlige loppemarked i Ridehuset.
Salget fredag aften gik lidt dårligt, og derfor måtte der reklameres lidt ekstra. Det blev til et optog, som Olsen-banden op gennem Strøget – iført passende kostume, fundet på loppemarkedet, og med kendingsmelodien skrålende fra en getthoblaster, samt reklamepiger iført sandwich-skilte.
Om det efterfølgende hjalp på salget, ved jeg ikke – men det var sjovt.

Mette

Jeg oplevede en prædiken med Kaj Ross Hansen.
Jeg oplevede det sådan, at prædiken gik lidt for ”hurtigt”. Da vi sagde farvel i kirkedøren, viste det sig, at præsten skulle skynde sig hjem, for han skulle ud og deltage i Marselisborgløbet – det syntes jeg var friskt.
Det var min første oplevelse af, at præster er ganske almindelige mennesker med begge ben på jorden.

Alice

Det var ved et menighedsrådsvalg for ca. 10 – 12 år siden.
Jeg husker ikke årsagen, men i hvert fald ringede Birkelund Christensen rundt til venner og bekendte i sognet og sagde: ”det er alle mand af huse, og du tager ”mutter” med”. Og det gjorde så alle disse mænd.

---

For 5 – 6 år siden overtog FAKLEN prædikestolen ved en juleaftengudstjeneste, hvor der var direkte TV-transmission. Hvad der blev sagt de par minutter, hvor fokus var på FAKLEN, husker jeg ikke. Kirkens ansatte fik – ikke med magt, men så noget der lignede – fjernet demonstranterne. Vores lille familie havde fået sig placeret i Tv’s skudlinie både forfra og bagfra, og efter jul kunne flere bekendte og kolleger spørge om, hvad det dog var for en kirke, vi tilhørte.

---

Da Helligåndskirken var vandrekirke, fungerede den også som forsamlingshus, f.eks. holdt Kalenderkvarterets Beboerforening stiftende generalsamling der, og i vedtægterne stod der: at ved foreningens opløsning tilfaldt evt. formue Helligåndskirken. Er der det?
Beboerforeningen afholdt også bankospil i kirken nogle gange.

---

Startede som hjælper ved Julemarkedet.
Det var en kollega, som meldte mig. Det er jo din kirke, så du skal vel også hjælpe til på Julemarkedet. Jeg hjalp så i loppemarkedet, og har ikke fortrudt det et øjeblik. Når alle tingene er stillet op, og Færge starter musikken kan man mærke, hvordan hyggen og spændingen breder sig.
Der er et helt vidunderligt sammenhold og hygge i den her kirke.

Helle

Udflugt til Vildbjerg og Herning.
På besøg hos Danmarks eneste fårehyrde Berit og hendes fantastiske hunde. Hundene dresserede hun selv, og hun styrede dem ved at fløjte på forskellige måder.
Vi havde alle tiders rejseleder med, han var lærer i Vildbjerg. Han besad en lune uden lige, og kunne fortælle historier, den ene sjovere end den anden. Bl.a. mødte vi 2 biler, de eneste på vejen, og han udtalte: ”Det var dog en voldsom trafik i dag”.

---

Udflugt til Vestkysten.
Vi var på udflugt og besøgte bl.a. Herning Kirke, den med det mærkelige tårn. Der spiste vi vores medbragte mad, derefter var der en mindre pause. Den blev brugt i en genbrugsbutik som lå skråt overfor kirken, der skulle jo bruges lidt penge. Henrik var på bogjagt, og jeg købte 6 hæklede mellemlægsservietter.

---

Adventsfesten, hvor menighedsrådet takker for hjælpen i årets løb.
En fest med hyggeligt samvær, andagt, god mad, morsomme indslag og dans omkring juletræet.
Julemarkedet:
- hyggeligt for gæsterne, og god måde at yde et bidrag til kirken på.
- Det gode kammeratskab, når man er hjælper.
- Fra februar mødes er dusin damer, og så bliver der strikket, filtet, syet og meget andet til markedet.
- Der laves syltetøj, der bages, laves børneslik, trøfler og havregrynskugler.
- Lykkehjul.
- Juledekorationer i massevis.
- Spænding om, hvor mange penge vi får ud af anstrengelserne.
Men fællesnævner for det hele må være det sociale samvær.
Kirken har 2 dejligt åbne præster, som er dejligt ”almindelige”. Hele personalet giver en god imødekommende stemning, og så er Torben helt utrolig i netstrømper, og Henrik en uovertruffen bokser.

---

Oddesundlejren.
En rigtig god uge i sommerferien med mange gode oplevelser, spændende aktiviteter, sjove lejrbål med underholdning af skøre voksne, rigtig god mad og gode godnathistorier, men også vådt.

---

Hvert år når vores Julemarked starter, glæder vi os jo til at hjælpe.
Mange har, som vi, bidraget og lavet forskellige ting.
Og så det dejlige kammeratskab, der er.
Og ikke mindst vores 2 dejlige præster, som også gør et stort arbejde, til glæde for os alle.
Og så ender det hele jo med en dejlig julefest.

---

Vi havde en pragtfuld sogneferie til Norge, hvor Torben var rejseleder sammen med Karl.
Vi så en elg og en del fugle, og hver eneste fik en kommentar med på vejen af Torben. Der var et helt utroligt sammenhold, og hvor blev vi fodret med gode oplevelser.
Og det gode samvær ved alle arrangementer i kirken, og den venlige og hjertelige modtagelse vi får hver gang, vi kommer herud.

---

Jeg kan huske fra Vandrekirken.
Jeg var inviteret til et aftenmøde af daværende sognepræst Helga Jensen og Menighedsrådsformand Birkelund Christensen. Birkelund Christensen hang sit oplæg og manuskript op i kirken på en tørresnor. Det var på daværende tidspunkt en genial ide, sådan at hænge mødets form og tema op, så alle tilhørerne kunne se, hvad der skulle foregå i aftenens løb. Samme aften dansede alle deltagere med hinanden i hånden igennem den lille hyggelige vandrekirke på Snogebæksvej.

Henning

Da der skulle være grundstensnedlæggelse til den nye kirke i 1983, kom der en udtalelse, man ikke forventede i den sammenhæng.
Biskop Herluf Eriksen, sognepræst Helga Jensen og menighedsrådsformand Sigfred Lauridsen var de tre, der skulle murer de tre grundsten. Biskoppen holdt en tale, og pludseig lød der et højt brøl: ”Av for fanden”.
Det var Stiftstidendes fotograf Ib Hansen, der var faldet ned. Han ville ha’ det bedste billede og gik rundt på betonfundamenterne. Pludselig faldt han ned og slog sig slemt, og udbrød derfor den slemme ed. Biskoppen og vi andre så op, Ib Hansen undskyldte, og biskoppen fortsatte. Senere viste det sig, at Ib Hansen havde brækket benet i faldet, så hans udbrud var vel ganske forståeligt.

Henrik

Jeg startede med at komme i Helligåndskirken sammen med min kone for mange år siden.
Engang til jul spurgte jeg Henrik, om kirken kunne bruge en hjælper. Det sagde Henrik ja til og spurgte: ”har du kørekort, for så har vi en kirkebus, du kan køre”. Siden har jeg kørt rigtig mange ture, mødt en masse venlige mennesker. Det rigtig fint med kirkebussen, jeg tror nemlig, at der er nogle som ikke kom herhen til aftenarrangementerne, hvis ikke de kunne blive hentet og bragt. Det giver jo en tryghed. Jeg hjælper også med mange andre ting i kirken f.eks. vores kirkeblad Vestenvinden.

Erik

Da jeg i sin tid begyndte at komme i Helligåndskirken, var det først til Højskolen, som jeg har været meget begejstret for. Dels at det var om dagen, og så de mange spændende foredragsholdere. Efterhånden lærte man så også mange mennesker at kende og kom med i fællesskabet bl.a. kirkefrokost og julemarkedet. Til hver en tid bliver man godt modtaget, og når jeg fortæller om kirken er der mange, som gerne vil være med og evt. løse sognebånd.

Rigmor

For nogle år siden var der transmission fra julegudstjenesten. Det var Henrik, der havde tjenesten. Stemningen var god, og som sædvanlig var der fuldt hus.
Midt i prædiken kom nogle demonstranter frem mod prædikestolen og råbte, men hurtigt blev de hevet væk. Kameraet panorerede væk. Henrik fik sig hurtigt samlet og gudstjenesten fortsatte.
At træde ind i kirken er noget specielt.
Det meget smukke rum, farverne og blomsterne – gør at roen falder over en.
I det hele taget betyder det meget at være en del af et fællesskab.
Aldrig har jeg oplevet det nogen steder.

Inga

Min mand og jeg kom her i Helligåndskirken p.gr.a de fine adgangsforhold for handicappede, min mand sad i kørestol. Her er det let at komme ind. Og da vi følte, der var en dejlig stemning blandt personalet, og kirkerummet er noget særligt, følte vi os godt tilpas her hos jer. Vi hørte ellers til Hasle Sogn.
Min særlige oplevelse var i forbindelse med min mands begravelse – vi har ikke løst sognebånd. Torben skulle komme ned til mig, min søster var også tilstede. Min mand er af gammel præsteslægt, så vi ventede på ”præsten”. Min søster sidder og taler i telefon, og pludselig høre jeg hende sige: ”Nu kommer præsten på cykel, og ind kommer Torben med cykelhjelm og tasker. Der er en ny tid, men dejligt.

Ellen

Oddesund.
Alle er meget glade for Oddesundlejren, det var jeg også – men havde en kedelig oplevelse et år.
Mine børn var dengang 2, 5 og 6 år, altså år 1974. Vi gik i klub i den gamle vandrekirke, og da de skulle på lejr, manglede der nogle tanter. Jeg tog med sammen med Gudrun Bendtsen og hendes datter, som var 8 år.
Turen derop gik fint, og vejret var med os. Alle 3 børn var med i grupper, og deltog på lige fod med de andre, selv ham på 2 år. Jeg selv havde meget travlt i køkkenet, der var ikke mange ledige minutter. Midt i det hele blev børnene syge med halsbetændelse og høj feber. Lægen blev tilkaldt og ungerne fik medicin. Da de dagen efter stadig havde høj feber, skulle vi køres hjem i ambulance, det ville præsten ikke have – men jeg gjorde det alligevel. Samtidig fik jeg Gudruns datter med hjem, hun havde en frygtelig hjemve efter sin far.
Således var det en blandet oplevelse at være på lejr, men de store drenge tog af sted igen året efter.

I. S.

”Har du lyst til at komme til papirklip, så kom hen i kirken” – det var min start her i kirken. Da undervisningen stoppede, skulle vi selv til at finde på noget. Jeg gik til undervisning i Patch-work tirsdag formiddag, så det blev til at vi fortsatte i kirken om eftermiddagen. På et tidspunkt har vi været en 14 – 16 stykker.
Vi havde en rumænsk pige, som blev gift i Rumænien. Hende ville vi holde en dansk fest for. Vi havde Henrik til at velsigne dem i Helligåndskirken d. 22. november for 9 år siden, og det husker vi med glæde.
Jeg hører ikke til kirken, men kommer her med glæde.
Det er en enestående kirke, som man skal lede længe efter.

Marie

Mit første besøg her i kirken, var også et besøg ved mit første julemarked, og det er blevet til mange flere med årene.
Jeg kendte ingen her , men julemanden kom og tog godt imod mig – som var jeg en gammel bekendt.
Den imødekommenhed og varme er noget jeg har følt mange gange siden.

Hanne

Den første gang jeg kom her, blev jeg grebet af den gode stemning, og blev så sognebåndsløser.
Siden er jeg kommet her jævnligt bl.a. til Højskole, og min mand kommer til Hopla. Den måde man bruger denne kirke på, gør at man ikke kan lade være med at komme her. Sommerturene er bare helt i top, selv når vi er på Bakken, og Torben er bange for at syngepigerne skal kalde ham op på scenen.

Ritta

Jeg mindes Ruth Jeppesen og Kaj Ross Hansens tid. Vi havde en praktikant-sognemedhjælper, Lars hed han, som vi lavede dramatik i andagtsrummet sammen med. Vi var en lille gruppe, som opførte et lille skuespil. Stykket hed ”Drama på slottet” og havde præmiere til Julemarkedet. Folk kom ned i andagtsrummet og så stykket.
Senere havde vi Hopla-møde hjemme hos Ruth Jeppesen, hvor vi atter opførte stykket.
Det var rigtig sjovt.
Jeg mindes også engang, hvor vi havde kirkedag/AMFI-dag på Amfiscenen. Nogle gøglere hev Henrik op på scenen, bandt ham til en stol og barberede ham med en motorsav. Han fik dog lov til at beholde overskægget.

Heidi

Første gang Christian, vores søn, var med på Oddesundlejren er 4 år siden.
De tog af sted lørdag, og tirsdag morgen blev vi ringet op. Christian var faldet ud af sengen, en køjeseng i 3 etager – og Christian lå selvfølgelig øverst. Formodentlig en hjernerystelse. Til læge, som sendte ham videre til Holstebro Sygehus til røntgen, - hul på milten, videre på intensiv afdeling. Christian blev heldigvis ikke opereret.
Siden har vi været med på Oddesund – nogen skal jo passe på Christian.

Birgit

Sidste år kom jeg til at gå herfra i en forkert pels, så jeg måtte skynde mig tilbage til kirken, inden der gik panik i damen, der manglede sin pels. Jeg måtte så gå hjem, for bussen var jo kørt.

Gudrun

Jeg kan huske i 1982, da vi begyndte at strikke tæpper til Mother Terese. Jeg fik en kasse garn af Ruth (tidligere præst her ved kirken), hun sagde til mig, at jeg skulle fortælle rundt omkring, hvad vi lavede af garnet. Jeg mente nu, at det var umuligt, men det gik alligevel.
Siden begyndte vi med Julemarkedet. Vi lavede ting om aftenen. Der var flere forskellige nationaliteter samlet. Nogle bagte kager som stammede fra det land, de kom fra. Det var spændende, for vi kan lære mange ting om hinanden.

---

Jeg har mange minder, om den tid jeg er kommet i Strikkeklubben.
Jeg nyder det, og så gør det jo gavn at lave de mange tæpper.

---

Jeg er kommet i Helligåndskirken, siden alt foregik i ”Laden”, som vi kaldte den lille vandrekirke. Det må være ca. 30 år siden. Begge mine børn og deres familier boede her i kvarteret. Det ene hold på Trillegårdsvej og det andet på Snogebæksvej. Mine børnebørn kom meget til Helga Jensen, som var præst dengang, og flere blev konfirmeret i den lille kirke, men de flyttede alle inden kirken her blev bygget.
Jeg er glad for at være med i strikkeklubben, nu da jeg er blevet alene.

---

Jeg har altid været glad for at kommer her. Alle er så flinke og ligetil. Men jeg husker, da Sigurd var kordegn. Han kom altid indtil strikkedamerne og sludrede. Jeg kan vist godt sige, at vi er mange, der savner ham.
Der var engang besøg i Strikkeklubben af 2 studerende, som skulle skrive en opgave, om hvad sådanne strikkedamer laver. Det var en meget positiv oplevelse, og opgaven blev til en fin artikel i Ugeavisen.

---

En dag fik vi besøg af TV. Vi skulle udtale os om vores virke her. Vi blev bl.a. spurgt, hvorfor der ikke var nogen mænd. Vi blev enige om, at de gad nok ikke høre på vores snak.

---

Vi havde her i kirken for år tilbage, et præstepar Ruth og Mogens Jeppesen. De holdt juleaften i kirken for de i sognet, som ikke havde mulighed selv at arrangere juleaften eller familie, at besøge.
Det havde min hustru og jeg den store glæde og fornøjelse at deltage i.

---

Strikkeklubben, som jeg deltager i, var engang på besøg hos Rita Taul i hendes sommerhus. Vi kørte med kirkens bus. Hos Rita havde vi en dejlig dag, og blev beværtet meget fint.

---

Det, at lave juledekorationer begyndte i Ruth Jeppesens tid. Vibeke og Jan, som boede i sognet dengang kom og spurgte. Om vi ikke ville være med til at lave juledekorationer til kirkens Julemarked. Det blev til ca. 50 stykker det første år, senere blev det til flere, og der kom også flere og flere, som gerne ville hjælpe til.

Poul Erik

Denne historie vi vil fortælle, hændte i år på kirkens sommerlejr i Oddesund. Vores indkøbshold – Henrik og PB – blev bedt om at købe hygiejnebind til nogle af de store piger. Men de 2 uerfarne mænd kom tilbage med trusseindlæg. Det blev der grinet meget af.
På lejrens sidste aften er det tradition, at lederne hygger sig med hinanden og lidt godt mad. Her er der altid lidt underholdning, og denne aften var ingen undtagelse. Henrik og PB var i en gættekonkurrence sammen med Fie og Jesper, her skal det lige siges, at Fie og Jesper godt viste, at de skulle tabe. Det var nemlig ikke konkurrencen, men præmien der var det vigtigste. Nemlig, Henrik og PB’s biler totalt klistret til i trusseindlæg, både indvendig og udvendig. Det var alle tiders, og det virkede som om de selv syntes, det var OK.

Mina og Agnete